Træning med Philip

Vi begyndte at træne med Philip, da han var tre uger. Vi tog udgangspunkt i øvelserne i bogen ”Leg med din baby”. Vi supplerede med øvelser fra andre bøger, fra fysioterapi i Københavns børneambulatorium og fra Stimulastik.

Da Philip var tre måneder gammel havde vi vores første konsultation med Philip hos neuropraktiker Larz Thielemann. Her fik vi input til en række øvelser med udgangspunkt i den neurologiske stimulering.

Vi havde vores anden konsultation hos neuropraktiker Larz Thilemann, da Philip var seks måneder gammel. Her fik vi vores første neurologiske træningsprogram, og vi fik for første gang vurderet Philips neurologiske udvikling i forhold til hans kronologiske alder. Philips neurologiske udvikling blev vurderet til at lægge 34 pct. under hans kronologiske alder.  Udgangspunktet for vurderingen er den gennemsnitlige udvikling for det normale barn.

Træning med Family Hope Center
Da Philip var 11 og 15 måneder havde vi vores første konsultationer hos Family Hope Center fra USA, som efterfølgende har vurderet hans neurologiske udvikling i forhold til hans kronologiske alder hvert halv år, når de kommer til Svendborg for at tilse danske og skandinaviske hjerneskadede børn. På baggrund af den halvårlige evaluering af hans udvikling får vi tilrettelagt et træningsprogram skræddersyet til ham, som justeres løbende.


Philips neurologiske udvikling i pct. i forhold til hans kronologiske alder har været følgende:

  • 6 måneder (kronologisk alder), 4 måneder (neurologisk alder), neurologisk udvikling 66 pct., afstand til alderssvarende udvikling 34 pct.
  • 15 måneder (kronologisk alder), 9,19 måneder (neurologisk alder), udviklings pct. 61,3 pct., afstand til alderssvarende udvikling 38,7 pct.
  • 21 måneder (kronologisk alder), 11,05 måneder (neurologisk alder), udviklings pct. 52,6 pct., afstand til alderssvarende udvikling 47,4 pct.
  • 26,5 måneder (kronologisk alder), 16,5 måneder (neurologisk alder), udviklings pct. 62,2 pct., afstand til alderssvarende udvikling 37,8 pct.

Det var svært for os, da Philip dykkede voldsomt i sin neurologiske udvikling, da han var 21 måneder gammel. Der var rigtige gode grunde til det, som vi godt forstod, men det var alligevel et chok for os. Men så gik det fremad igen ved næste evaluering, da han var 26,5 måneder, og vi har efterhånden lært, at det ikke betyder så meget, hvor hurtigt tingene går, men at det er vigtigt, at vi kan mærke, at han udvikler sig hele tiden. Og vi er slet ikke i tvivl om, at han nok skal nå i mål. Og målet er ikke mindre end en alderssvarende neurologiske udvikling, inden han skal i skole!

Philips udviklingsprofiler fra Larz Thilemann og Family Hope Center

Video om, hvorfor vi træner
I efteråret 2014 blev vi kontaktet via vores hjemmeside af nogle studerende på Journalisthøjskolens medieuddannelse i København, som gerne ville lave en video om vores træning til en eksamensopgave. Det lød spændende, så vi sagde ja til at deltage. Det blev til en video, hvor jeg fortæller om, hvorfor vi hjemmetræner, og hvor man ser Philip træne.

Hvorfor træner vi med Philip

Vores træningsvideoer
Se vores første træningsvideo med Philip. Videoen er optaget i marts 2012, da Philip var fire måneder, og viser hans træning fra, han var tre uger gammel.

Se vores anden træningsvideo, som er optaget i august 2012. Det vil sige, da Philip var ni måneder. Videoen viser træningsøvelser fra Philips neurologisk stimulationsprogram, som han fik, da han var seks måneder.

Se vores tredje træningsvideo, som er optaget i april og maj 2013, mens Philip er halvandet år gammel. Videoen viser, hvad Philip kan, og hvad han kan lide. Og så viser den hans øvelser fra det neurologiske stimulationsprogram, som han fik fra FHC i januar 2013.

Videoer af træningssituationer
Philip kryber juli 2014

Philip kravler august 2014

Philip øver sig i at stå op juli 2014

Philip trækker vejret i en reflekspose august 2014